Hotellets Visa-forbindelse virkede ikke, den morgen vi skulle afregne, og så var det bare en tur i byen i næsten fuld MC-mundering for at skaffe kontanter – en rigtig varm oplevelse. Havde ved hjælp af telefonbogen fundet en lovende adresse på et mc-værksted, som vi ville besøge på vores vej ud af byen videre sydpå. Men da vi fandt adressen, ganske nemt i øvrigt, var der ikke så meget som en smørekande tilbage af noget mc-værksted. Så den fortsatte kørsel foregik stadig med blinkende lys i perioder, når det var bedst. Den vej ud af Tallinn, vi havde valgt, var nok ikke den bedste. Gamle betonveje, der mindede om Gammel Køge Landevej i gamle dage, vejen mod Rusland, gennem et trøstesløst industrikvarter, men snart blev det bedre.
 I Tartu, som var dagens mål, så vi en person med rygmærke, der kraftig indikerede, at han tilhørte en MC-klub. Og ganske rigtigt. Efter at have snakket lidt frem og tilbage kunne han være behjælpelige med såvel overnatning som udbedring af lysproblemerne. Han viste os et guesthouse lidt uden for byen, helt nyt og virkelig god standard til en rimelig pris. Næste morgen blev vi afhentet af Meelis, som han hed, og internt af os siden kaldet Sugarboy, og vi fulgte med ham ud til en lille landsby 15 km nord for byen i skoven, hvor han havde en ven, som havde indvilget i at se på problemet. Halvanden time senere kunne vi køre videre med sikkert lys igen. Eneste betaling for dette var udveksling af mailadresser og løftet om, at de, hvis vejen skulle falde forbi os i Danmark, altid havde et gratis sted at overnatte og spise.
Tartu er Estlands næststørste by med 100.000 indbyggere og har et af Europas ældste universiteter grundlagt af svenskerne i 1632. Byen, som gennemskæres af floden Emajögi, er absolut et besøg værd, blot havde vi desværre ikke for megen tid til at udforske den, og ej heller var vejrliget med os, idet vi efter ankomst og installering på overnatningsstedet blev modtaget af nogle meget kraftige eftermiddagsbyger, da vi gik rundt i byen. Måtte søge ly på en café, hvilket ikke var så hensigtsmæssigt, da vi var kørende, hvorfor vi den dag nok indtog turens største ration af kaffe og te, inden vi efter et måltid mad måtte køre de 5 km tilbage til motellet i styrtende regn – uden regntøj.
|
Indledning