Efter reparation af motorcyklen styrede vi mod Letland – igen primært væk fra hovedvejene, hvor det var muligt. Måtte i en mindre by spørge om vej, og blev ved den lejlighed mindet, om at det ikke var uden grund at vikingerne hærgede denne del af de baltiske kyster – Livland kaldte de det, for foruden handel og plyndring at skaffe sig smukke kvinder med hjem.
 Under en pause på en større tankstation nord for Riga mødte vi en finne på vej til et større MC-træf i Ventspils. Han kunne fortælle, at der i centrum af Riga lå en sikker campingplads. Vi havde på forhånd egentlig regnet med, at al overnatning i Baltikum og Polen skulle foregå steder, hvor vi kunne få låst cyklerne inde, men kunne ikke modstå dette tilbud. Vi nåede Riga tidsnok til at opleve myldretidstrafikken, hvilket betød, at det fra bygrænsen til campingpladsen tog os omkring 2 timer at tilbagelægge disse 5-7 kilometer – i stegende varme vel at mærke. Campingpladsen ligger på en ø i floden Daugava og er omkranset af et højt stålhegn med 24-timers vagt på pladsen. Og de er effektive, – spørg bare enhver tilhører af nattetissernes klub, som har overnattet der. Så snart vi om natten bevægede os rundt på pladsen, trådte vagten frem fra skuret.
Fra pladsen var der en halv times gang, små 2 km, at gå til byens centrum – den gamle bydel, hvilket vi straks gjorde efter bad og omklædning. Klokken var blevet mange, og sulten havde for længst meldt sin ankomst..
Også Rigas gamle bydel er optaget på UNESCO’s World Heritage Site. I modsætning til Tallinn myldrer det ikke blot med turister men også ”rigensere”, som bor og arbejder i byen. Det gør byen levende på en mere spændende og anderledes måde end Tallinn, men dog knapt så udfordrende rent historisk. Den gamle bydel er ikke stor, hvilket gør det nemt at overkomme den, men stadig muligt at fare vild for en stund.
|
Indledning