Vejene og trafikken

I Sverige havde vejene generelt en fin standard, men på nogle af de indre veje var hastighedsgrænsen dog reduceret til omkring 80, når underlaget var af mindre god beskaffenhed. Eneste større overraskelse for os var de 2 steder på Inlandsvägen, vi løb ind i et par større vejarbejder. Der kom vi over strækninger på 10-15 km til at køre på et underlag af nyudlagte skærver - dvs. granitskærver af normal kartoffelstørrelse men med ret så skarpe kanter. Og der hvor de var nyudlagte og ikke vandet ned og kørt fast, var det en rimelig "levende" oplevelse og underlag at køre på. Vi priste os lykkelige for nye dæk på cyklerne. Hverken i Finland eller de baltiske lande voldte vejene problemer. Mange mindre veje i Baltikum er dog ikke blevet renoverede i mange år, men trafikintensiteten gør at sliddet ikke har været enormt, og at de derfor er farbare uden problemer. Polen derimod er en helt anden historie. Selv om der foretages store vejarbejder til udbedring af de meget slidte veje, er der alligevel strækninger med sporriller så dybe, at vi priste os lykkelige for, at vi ikke havde regnvejr. Det ville visse steder have betydet kørsel i op til 10 cm. vand, hvis man ikke kunne holde sig fri af rillerne. Polen var ligeledes det land, hvor trafikintensiteten var absolut størst. Dette, sammenholdt med at der til stadighed på de strækninger vi benyttede, var gang i ret så store vejarbejder, hvor der kunne være endog ret så lange ventetider ved lyssignaler, betød, at gennemsnitsfarten ikke kunne holdes på meget mere end 50 km/t. Det polske vejnet er generelt ikke gearet til den trafikintensitet de udsættes for. Turen gennem Tyskland på motorvejen fra Sczcecin til Lübeck må så afgjort være spidskandidat til ikke bare vores turs men i det hele taget til den kedeligste vejstrækning, man kan forestille sig. Men man kan komme hurtigt frem

Forrige side     Næste side