Så blev det tid at vende næsen fra det svenske højland ned mod kysten igen. Vi skulle gerne nå Luleå inden kontoret på politistationen lukkede. Turen gik i et roligt tempo, vi var nok begge lidt trætte efter de første relativt lange køredage. Havde en del stop undervejs da der var mange smukke steder at kigge på – og så var der også en del vejarbejde, der reducerede gennemsnitsfarten betragteligt. Efter en tur rundt i Luleå, som tilsyneladende er en dejlig by, som kunne være et længere ophold værdigt, fandt vi efter nogen tid politistationen, hvor den eftersendte pung blev udleveret. Sørens ”problemer” var dermed tilsyneladende endnu ikke overstået, idet han ikke kunne finde sin mobiltelefon. Efter et opkald til hotellet i Gävle, blev den lokaliseret, og de lovede at sende den med samt hans bog ”Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel” til København. Campingpladsen ved Luleå, som ligger godt 10 km uden for byen i sydlig retning, var stor og havde alle nødvendige faciliteter inklusive en udmærket restaurant.
 Sidste dag i Sverige. Dagen startede overskyet, men jo længere nordpå vi kom des finere blev vejret, og solen begyndte at titte gennem skyerne. På forhånd havde vi valgt at køre op langs Torneelven på den svenske side, da der her var tale om en mindre vej. Det var så også her ved den lille by Juoksengi efter 170 km’s kørsel, vi krydsede polarcirklen. Ikke at det i sig selv er noget særligt. Det er blot en breddegrad, der foruden at markere det sydligste punkt, hvor man kan se midnatssolen også er blevet et sted, hvor kommercielle handelsinteresser skyder op. Ikke så meget her på den svenske side men mere i Finland, men herom senere. Desuden er polarcirklen ikke et fikspunkt men en længdegrad, som pendler frem og tilbage indenfor et 180 km bredt bælte over et tidsrum på 40.000 år. P.t. er polarcirklen på vej i nordgående retning, hvor den vil ramme sit nordligste punkt år 22.000.
|
Indledning